Torsdag den 13. februar fejrede vi indvielsen af Dalum Papirfabriks nye legeplads sammen med en masse skønne mennesker. Selvom vinterkulden bed i kinderne, var stemningen varm og livlig, da både nuværende beboere og nysgerrige gæster fra nær og fjern var mødt op til åbningsfesten. Med en kaffevogn, friskbagte pandekager og knitrende bålfade var der sørget for hygge og varme til alle.
Aktivitetshuset er en hyldest til Dalum Papirfabriks historie og er skabt gennem en nænsom renovering af den gamle maskinhal – en af fabrikkens bevarede bygninger. Derfor var det også helt naturligt, at legepladsen, som er en gave til området fra Nordhusene, skulle afspejle den unikke historiske arv. Og hvad kunne være mere oplagt end en legeplads formet som en papirmølle?
Da Dalum Papirfabrik blev grundlagt i 1874, stod den første papirmølle netop i denne maskinhal. I 74 år – frem til 1948 – producerede den papir, men nu er der igen rejst en papirmølle i den renoverede hal. Denne gang dog ikke for at fremstille papir, men for at skabe leg og fællesskab for områdets beboere.


Allerede fra det øjeblik dørene blev åbnet, blev legepladsen hurtigt indtaget af glade børn, der ivrigt klatrede, rutsjede og udforskede de mange skjulte hjørner i papirmøllens finurlige konstruktion. En mor fortalte begejstret, at hendes børn elskede, at det ikke var en traditionel legeplads, men derimod et eventyrligt sted fyldt med hemmelige kringelkroge og spændende muligheder for leg.
Legepladsen er designet og bygget af det anerkendte danske firma Monstrum, som er kendt verden over for sine kunstneriske og fantasifulde trælegepladser. Monstrums unikke designs kan opleves i lande fra Den Dominikanske Republik til Singapore, men her i Dalum har vi fået en helt særlig version, der er skræddersyet til fabrikkens arkitektur og historie.
Både aktivitetshuset og legepladsen er en del af visionen for Dalum Papirfabrik som et levende og dynamisk boligområde, hvor historien og den kulturelle arv går hånd i hånd med moderne fællesskab og aktiviteter. Vi håber, at aktivitetshuset bliver et naturligt samlingspunkt, hvor både store og små kan mødes, lege og nyde samværet i de smukke, historiske rammer.


