Den 2. december 2024 modtog Nordhusene de sidste 40 af i alt 210 rækkehuse i Emmas Have i Haslev af Milton huse A/S. Denne levering markerer afslutningen på etape 4B, også kendt som Egelunden, og fuldender dermed det samlede projekt på 210 rækkehuse. Projektet har bestået af syv leveringer, hvor den første fandt sted den 1. maj 2023, med løbende overdragelser frem til nu.
Emmas Have består af moderne og energivenlige række- og dobbelthuse i størrelser mellem 85 og 115 m², alle opført i ét plan med et moderne design. Til hvert hus hører redskabsrum samt store flisebelagte terrasser på begge sider af boligen. Derudover er alle boliger i Emmas Have DGNB-sølv certificerede, hvilket sikrer en høj bæredygtighedsstandard.
Området er desuden udstyret med et moderne aktivitetshus med store vinduespartier og et tilhørende gæsteværelse, som alle beboere kan benytte til fællesspisning, kreative aktiviteter eller leje til private arrangementer.