Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at vi er i gang med lanceringen af en fællesskabsapp for Nordhusenes beboere. I løbet af året har vi sammen med nogle dygtige udviklere arbejdet på at skabe en app, som skal fungere som et samlingssted for beboerne på nogle af vores Nordhusene ejendomme.
En række ejendomme er allerede blevet oprettet i appen, og beboerne har taget rigtig godt imod den. Nordhusene appen bliver blandt andet brugt til at booke de fælles faciliteter, som findes ved nogle af ejendommene, og vi håber, at den bliver det primære sted, hvor beboerne kan skabe kontakt til deres naboer, starte samtaler i grupper eller privat og arrangere aktiviteter og begivenheder for hinanden. På appen kan man for eksempel arrangere en ugentlig strikkeklub, fælles løbeture eller lignende og skrive det ind i kalenderfunktionen. Man kan desuden skrive på opslagstavlen, hvis man har spørgsmål eller informationer til hinanden.
Vi arbejder løbende på at få flere ejendomme og beboere oprettet i appen; det er dog ikke alle ejendomme, som vil komme på.
Appen er udelukkende skabt med henblik på fællesskabet i Nordhusene og er altså ikke et sted, hvor man kan kontakte os vedrørende diverse problemer eller spørgsmål, man måtte have til området eller med ens lejemål. Dette skal fortsat foregå gennem den enkelte ejendoms administration.

