Vi er nu trådt ind i efteråret, hvor de faldende temperaturer og de første blade, der daler fra træerne, minder os om, at sommeren er forbi. Det er en oplagt anledning til at se tilbage på de mange arrangementer, der har styrket nabofællesskaberne i de forskellige ejendomme rundt omkring i landet.
I løbet af sommeren har flere beboere taget initiativ til at afholde hyggelige arrangementer for hinanden. I Greve og Stenløse har de blandt andet afholdt en sommerfest og Sankt Hans aften, hvor alle beboere kunne komme og nyde en dag i godt selskab med deres naboer. Beboerne var gode til at stable det hele på benene samt at bestille mad og drikke til alle med økonomisk støtte fra os.
Det kan ses på billederne, at både Greve og Stenløse har nydt de varme dage, som sommeren tilbød, med udendørs aktiviteter såsom at lave snobrød sammen til Sankt Hans samt de lune sommeraftener, hvor der blev strikket i Orangeriet. Vi glæder os til at følge med i, hvilke arrangementer efteråret byder på.