Bare at være
I dag sidder nisserne ved pakkestationen på julemandens værksted. Der er en munter stemning, og Nille fløjter en julesang for sig selv. De har taget julemanden med, men han har selvfølgelig fundet en stol at sidde i, mens nisserne arbejder. Han kigger opgivende på listen over artige børn og sukker.
“Der er kommet et nyt sted,” siger Norbert ud af det blå.
De andre kigger op. “Et nyt sted?” spørger Nova.
“Ja. I Stenlille. Husene er bygget i træ. Det dufter af gran og regn, og der er hængekøjer midt i naturen.”
Nille smiler. “Det lyder som et sted, hvor tiden går lidt langsommere.”
“Præcis,” nikker Norbert. “Der er legeplads og bænke – og folk der sidder bare dér. Snakker. Eller ikke snakker. Bare er.”
Julemanden rører på sig.
“Det er sådan, det skal være,” siger han pludseligt, stemmen lidt hæs. “At leve blandt gode mennesker. Og selv prøve at være en. Det sted gad jeg godt besøge”
De ser på hinanden. Ingen tør sige noget. Der er noget i hans blik – varmt, roligt, som om han husker, hvorfor julen betyder noget.
Så læner han sig helt tilbage i sin stol, slår fødderne op på en bunke julegaver, og lukker øjnene.
Historien forsætter i morgen…
